Håndværkerforeningen fortsætter med enkelt Brohus-bror bag roret

Håndværkerforeningen, der har været beliggende centralt i Horsens siden 1853, har siden 2017 været ejet og drevet som selskabslokaler og restaurant af brødrene Morten og Simon Brohus, der er uddannet henholdsvis tjener og kok. 


I august 2022 træder Simon Brohus dog ud af virksomheden, der fremover vil være ejet og drevet udelukkende af Morten Brohus. 

De seneste fem år har brødrene afholdt hundredvis af firmafester, bryllupper, konfirmationer, konferencer under de historiske og autentiske rammer. 

Brødrene følger hver deres drøm 

“Simon har fået en unik mulighed for at købe sig ind i Varna Palæet i Aarhus. Selvom det desværre betyder, at vi ikke længere skal drive Håndværkerforeningen sammen, er jeg glad på Simons vegne og støtter ham fuldt ud i beslutningen. Hvis en fodboldspiller fra AC Horsens bliver tilbudt at spille for Manchester United, siger man jo heller ikke nej til det,” siger Morten Brohus med et smil. 

På trods af ændringen i ejerforholdet, forbliver Håndværkerforeningen og dets unikke, historiske rammer uændrede. 

Det understreger Morten Brohus, som glæder sig til fremover at drive de historiske rammer videre – stadig med fokus på nordisk gastronomi kombineret med dansk madhåndværk og god service. 

Ny køkkenchef skal drive stedet videre i samme ånd 

Simon Brohus stopper som ejer og køkkenchef per 1. august 2022, hvor en ny køkkenchef vil stå klar til at drive stedet videre i samme ånd og samtidig være med til at understøtte den vækst, som virksomheden oplever. 

“Den nye køkkenchef skal bidrage med ny energi, så vi i fremtiden fortsat kan skabe den bedste oplevelse for vores gæster. Simon har lagt nogle gode grundsten for køkkenet, som den nye køkkenchef får mulighed for at drive videre og være med til at udvikle,” siger Morten Brohus, der ser frem til at finde den helt rigtige kollega. 

Tilbage til oversigt

bubble