Husets historie kort fortalt
Den 8. august 1850 mødtes en gruppe håndværkere og en sangforening for at beslutte om Horsens skulle have en Håndværkerforening.
Ved generalforsamlingen i januar 1851 var der mere end 50 medlemmer, og som det fremgår af protokollen kom Sten 'trykker' Schur ind i bestyrelsen, som foreningens første sekretær.
Foreningen blev ved med at vokse, og på et møde den 19. oktober 1852 beslutter man at opføre sit eget hus.
I efteråret 1853 stod foreningens første hus færdig, og blev indviet den 20. november samme år.
Selvom dette nye hus var et stort hus efter datidens forhold, blev det hurtigt for trangt.
I 1883 var medlemstallet steget til hele 800 personer, og man begyndte at tænke på, at bygge en sidefløj til hovedbygningen.
På en generalforsamling den 5. november 1883 bestemte man, at i stedet for at lave en tilbygning, ville man opføre et helt nyt hus.
Grundstenen blev lagt den 29. april 1884, og man håbede på, at kunne indvie huset inden jul. Så hurtigt gik det dog ikke, og først den 27. februar 1885 fandt den højtidelige indvielse sted.
Med bygningen af det nye hus kunne man også få plads til et lille bibliotek, hvor dagens aviser, tidsskrifter, bøger og tegninger var fremlagt, så man kunne følge med i, hvad der var oppe i tiden.
Der var også plads til et dameværelse, hvor mestrenes koner kunne mødes og drikke kaffe og te. Herrerne mødtes også i det stedlige herreværelse til hygge og faglige møder.
Bygningen indeholder også en stor sal, hvor man kunne holde fester og større møder. Det er den vi i dag kender som Teatersalen. Dengang var den store sal beregnet til 700-800 personer. I dag må der kun være 350 personer. Det skyldes ikke at salen er blevet mindre, men at der i dag er strengere krav til brandsikkerheden.
Bygningen som var anslået til at skulle koste 80.000 kr. at opføre, kom imidlertid til at koste 117.878 kr og det var inkl. tilkøb af nabobygningen, som var nødvendig for at udvidelsen kunne finde sted.
Da huset var færdigt kunne man i en københavnsk avis læse:
”I Horsens er opført en ny smuk Håndværkerforening, hvis lige ikke findes udenfor Kjøbenhavn”.
I 1918 var der igen pladsproblemer, og man købte på ny en naboejendom, for at få plads til et nyt bibliotek samt en læsestue.
Det er her vi i dag har vores fine Laugsstue med tilstødende mødelokaler som flittigt bliver benyttet til møder.
Tilhørende Håndværkerforeningens festlige bygning var også en stor dejlig have.
Ved den nordlige ende var indgangen til haven.
I haven var der store træer, plæner, blomster, en lille sø med svaner, friluftsteater samt en musiktribune.
Sommeren igennem var der hver uge 2 aftener med koncert, foruden søndag eftermiddag, hvor man indtog sin kaffe ved de hyggelige borde foran musiktribunen.
Men hvor er den gamle have dog blevet af? Jo den er såmænd blevet til parkeringsplads til alle vores 'automobiler', når vi mødes i Håndværkerforeningen.
I Horsens er der lange traditioner for, at Håndværkerforeningen er det naturlige samlingspunkt, når mærkedage skal markeres. Både i virksomheder, til konferencer og møder, samt festlige begivenheder for blandt andet familie og venner.
Den tradition vil vi i Frændes Madværk gerne føre videre, og vi håber at I vil holde jeres kommende arrangementer hos os, i denne historiske bygning. Vi lover at levere et højt service niveau, smukke lokaler, og servere god mad her i Håndværkerforeningen.